Kattene

Jeg har lige nu kun én kat. Min røde hun kat Taylor.

Deres histoerier:

MIS

I 1998 fik jeg min første kat, Mis. Vores dejlige kat blev 11 år gammel. Hun blev aflivet i sensommeren 2009, pga sukkersyge.

Da hun for 10 år siden fik killinger, var hun ved at føde dem ovenpå mig i min seng midt om natten. Jeg fik hende dog overtalt til at bruge en af de fødekasser, vi havde stillet op over hele huset ...mod den betingelse at jeg skulle ligge ved siden af under hele forløbet

Det var en stor oplevelse du gav mig Mis.

Du var højt elsket og en meget dejlig kat. du fandt dig næsten i hvad som helst, og ikke så lidt har vi budt dig gennem tiderne min ven.

Må du hvile i fred

De 3 første billeder er af Mis

  Taylor & Kelly

Det hele startede en aften jeg havde været ude at gå med hundene. De havde rigtigt været ude at spæne, for marken ved siden af hvor vi bor, var lige blevet høstet. Men da vi kom tilbage, hørte vi en fjern piben. Lyden kom fra et buskads på vores grund ved siden af marken. Jeg kæmpede mig vej gennem brændenæller og tætte grene, men hver gang jeg nærmede mig lydens oprindelses sted - blev der stille. Til sidst lykkedes det mig at lokalisere en lille killing. Den havde blod i ansigtet og miavede hjerteskærende, men der var sky, og ikke interesseret i at blive redet af mig. Den kaldte på sin mor. De var blevet separeret fra hinanden under høsten. Jeg valgte at lade killingen side - måske den ville finde sin mor i løbet af natten.

Næste morgen stod jeg tidligt op. Jeg var spændt på om killingen var der endnu, for så ville jeg fange den, rede den og være dens nye mor. Men der var intet spor af nødstedt dyrebarn. Jeg lyttede og ledte et par gange de næste dage, men den var borte.

Men så en aften en uges tid senere, sad killingen pludselig inde hos min store hankanin. Det lille dyrebarn tryggede sig op imod kaninens bløde pels, som for at finde varme og tryghed. Men kaninen hoppede sin vej.

Alverdens moderinstinkter fór op i mig. Jeg smed spanden med kaninfoder fra mig, samlede det lille dyr op og bar det ind i stalden. Killingen var mager,  pjusket og havde sår. Da jeg undersøgte den nærmere kunne jeg se at den havde MANGE lopper og at den var hårdt ramt af katteinfluenza. Min første tanke var at det nok var bedst at gøre kort proces. Killingen var jo tydeligvis syg, for ung til at komme fra sin moder og så havde vi jo forresten også rigeligt med kat i huset. Men jeg satte nu alligevel killingen i et tomt kaninbur.

Så gik jeg ind for at fortælle nyheden til mine forældre, og vi blev enige om at jeg skulle ringe til dyrlægen dagen efter og forhøre mig om syge katte. Jeg gik også fluks igang med at søge oplysninger på nettet om katteinfluenza, og killinge pasning. Informationerne gjorde mig fortrøstningsfuld. Det lille dyr havde faktisk en chance for at overleve - uden mén.

Jeg besluttede så, at hvis det var en han killing ville jeg få den aflivet, men var det derimod en hun killing - tja så var hun nu min kat. Sidstnævnte undlod jeg i første omgang at vidregive til mine forældre.

Hos dyrlægen gik det over alt forventning. Killingen var af hun-køn, og havde i øvrigt gode chancer for fuld helbredelse. Så hun blev sat på antibiotika, loppekur og ormekur. Vores egen kat Mis var også med, for hun skulle vaccineres. Men dyrlægen kunne se der var noget galt, så jeg blev bedt om at komme ind med en urin prøve senere. Der kunne være tale om sukkersyge. Det var ikke noget jeg tænkte nærmere over, for Mis har altis fejlet alverdens. Så jeg tog derfra med overvejende glade følelser, men jeg var også lidt betænkelig, da jeg vidste at jeg ikke burde have puttet mange penge i en syg gårdkat.

Da vi kommer hjem, og jeg stiger ud af bilen, kommer min far mig i møde. "Jeg har fundet en kat omme ved gyngerne" siger han. Jeg styrter derom, og ganske rigtigt. For foden af gyngerne sidder en smuk lille blå stribet killing med røde pletter - helt klart en kuld søster til den jeg allerede har fundet. Det står nu klart at kattene kommer ovre fra naboen, men jeg betænker mig ikke mange sekunder, og tager også nr. 2 killing med ind i pleje. Så kan de varme hianden og holde hianden med selskab, var min tanke. Jeg ringer til naboen, og fortæller at jeg har taget to af hans killinger, hvilket han vist kun så som positivt. 

Senere samme dag lykkes det mig at få taget en urin prøve fra Mis. Det viste sig til min store sorg, at Mis faktisk havde sukkersyge. En behandling ville indebære insulin indsprøjtninger hver dag. Det ville vi hverken byde os eller katten, så d. 25.08.09 sov Mis stillie ind hos dyrlægen 11 år gammel. Hun spandt til det sidste og vil altid blive husket.

Stadig i sorg måtte jeg nu forsøge at glæde mig over mine to små killinger. Det var heller ikke så svært. De skulle have medicin hver dag og så skulle de i bad og have en loppekur. Jeg fik indrettet en hjørne i stalden, som blev lukket helt af med tråd. Her havde de en lun kasse at sove i, en stor gren at klatre i, en kattebakke, et kreadsebræt, en tunnel og selvfølgelig mad og vand.

Killingerne er blev sidenhend indekatte, og en stor del af familien. Den grå blev døbt Kelly, og den røde Taylor.

Da Kelly blev kønsmoden gik hun i kronisk løbetid. Desværre havde hun en hjertefejl, og ville derfor ikke overleve at blive steriliseret. Kelly blev aflivet d. 13.01.2010.

Phillip

Samme dag som Kelly blev aflivet, overtog jeg Phillip. En super skøn creme farvet perser kastrat. Phillip var den mest specielle kat jeg nogensinde har mødt. Han havde en meget stor personlighed, og var utrolig kærlig og kontaktsøgende - og meget snakkende. Det tog lang tid inden han og Taylor blev gode venner, men de accepterede næsten hinanden fra dag 1. Taylor blev steriliseret da hun kom i løbetid første gang, men det havde nu ingen indflydelse på deres forhold. 

Phillip havde ikke haft det alt for let før jeg fik ham - han havde været kastebold alle sine 4 år. Det stod også hurtig klart for mig at Phillip havde nogle helbreds problemer. Han havde de typiske perser skavanker med løbeøjne og vejrtrækningsproblemer - derudover havde han allergi, og slikkede det meste af pelsen af om vinteren.

Men det var noget helt andet jeg skulle miste ham til. Om morgenen d. 21.07.2011 fandt jeg ham død. Obduktionen viste at han havde en sten i urinrøret så han ikke kunne komme af med urinen, og derfor blev forgiftet af affaldsstoffer.

Det var et meget hårdt tab - for altid elsket og savnet.